TILSYNSRAPPORT FOR SKOLEÅRET 2006 – 2007 PÅ GRIBSKOV SKOLE (skolekode 215008)

Nærværende tilsynsrapport er udfærdiget i henhold til bestemmelserne i Friskolelovens § 9 stk. 2, omhandlende tilsyn med elevernes standpunkt i fagene dansk, matematik og engelsk.
Rapporten fremlægges i skriftlig form til forældrekredsen og bestyrelsen samt kan læses på skolens hjemmeside.

Som tilsynsførende på Gribskov Skole har undertegnede i årets løb aflagt skolen fem besøg fra kl. 08 – 11.30, hvorunder jeg har talt med elever og lærere og overværet undervisningen i alle fire holdklasser i de ovenfor nævnte fag. Derudover har jeg haft samtaler med skolelederen, hvorunder jeg er blevet orienteret om skolens dagligdag og virke. Løbende modtager jeg alt relevant materiale til orientering og gennemsyn, herunder elevskemaer, lærerskemaer, årsnormer, forældreorientering, som sker regelmæssigt via skolens ”Månedsnyt”, invitationer m.m. Skolen har i år pr. 01.03 fået ny leder, da skolens tidligere leder er gået på efterløn.

Jeg kan efter mine besøg konkludere, at Gribskov Skole er en meget aktiv skole, hvor det klart fremgår for en udefrakommende, at såvel elever som lærere trives på stedet. Der forekommer at være et stort mål af glæde på skolen, og dette har en konstruktiv og stimulerende indflydelse på læringen. Da samtidig både indhold og faglige standpunkter bestemt ikke ligger under normalstandard, må kvaliteten siges at være godkendt.
Undervisningen i holdklasserne har været tilrettelagt dels som klasseundervisning og dels som tværfaglig projektundervisning, hvor f.eks. den ældste holdklasse, bestående af 6. og 7. klasses elever, undervistes i engelsk, historie og geografi om emnet ”Apartheid”. Læringsmiljøet fremstår som udviklet og udviklende med den rette blanding af lærerstyring og elevdeltagelse i en atmosfære af udviklende og menneskelig dialog, med stor spændvidde og rummelighed. Der er god plads til differentiering i den daglige undervisningssituation med hensyntagen til det enkelte barns læringsbehov.
Læreprocessen er dermed i rigtig gode hænder.
Undervisningsmaterialet er nyt og opdateret og niveausvarende, EDB-parken ligeledes.

Den sociale side af skolens virke er præget af en gensidig varm, positiv og hensynsfuld omgangsform, og det er min klare opfattelse, at alle trives. Trivselen udstrækkes også til frikvarterene, som foregår med stor legelyst.
Problemer forekommer naturligvis, men de løses, når de opstår. Et barn får ikke lov at vandre omkring med uløste konflikter.
Samarbejdet med forældrene er baseret på åbenhed, respekt og dialog.
Eleverne indgår naturligt i dialogen med skolens personale, både i de mere socialt prægede stunder, som i de faglige moduler, hvor der kan foregå en livlig debat i et naturligt omfang. Her ses den gensidige respekt og et menneskeligt nærvær, samt respekten for den faglige indlæring.
Skolens fysiske rammer er gode, der foretages hvert år renoveringer, hvor det behøves og det fysiske arbejdsmiljø må karakteriseres som tilfredsstillende. Huset bærer præg af orden og ro, samtidig med at børnene i høj grad er med til at sætte deres præg på indretningen og udsmykningen.

Således må jeg sluttelig vurdere, at Gribskov Skole i høj grad lever op til såvel det offentliges krav som til eget værdigrundlag. Der arbejdes konstant og særdeles fornuftigt og bredt med at give eleverne de bedste muligheder, fagligt som socialt.

 

Med venlig hilsen

Gitte Løwenstein
Tilsynsførende ved Gribskov Skole